Formandsberetning 2011

DTS - Formandens beretning 2010-2011.

Der er fortsat stor aktivitet i dansk thyroideaforskning såvel nationalt som internationalt og det er dejligt. I år er thyroidea området i Danmark styrket med udnævnelsen af Ulla Feldt-Rasmussen som professor på RH og hun har også fået overrakt Hagedorn prisen – stort tillykke til Ulla.

Møder:

Forårsmødet 2010 blev brugt til at fejre DTS 25 års jubilæum, med historiske foredrag og efterfølgende middag og fest. Arrangementet var velbesøgt og en stor succes om end det betød et ikke ubetydeligt træk på vores reservekapital. Det var interessant og underholdende at få dansk thyroideaforskning sat i historisk perspektiv. På Kaj Siersbæk Nielsen vegne modtog fru Susanne den plaket, som vi havde lavet i relation til udnævnelse af Kaj som æresmedlem. Det var trist, at Kaj desværre ikke kunne være hos os, men det var godt at have Susanne med, som også i 25 år har været en del af DTS. Jubilæumsfesten efterlod en god følelse af en stærk engageret gruppe af personer med stor interesse for thyroideaforskning.

Der blev til festen vist et billedshow med billeder fra div. kongresser og lign. (billeder samlet af: Ulla Feldt-Rasmussen, Birte Nygaard, Jens Faber og Stig Andersen). Billederne har været efterspurgt af flere medlemmer. Ulla og Folke arbejder på sagen og har lovet at overdrage et samlet eksemplar af billedshow og Folkes billeder fra festen til undertegnede.

Efterårsmødet 2010 var et velbesøgt temamøde, afholdt i Ålborg d 28/10 med DANTHYR som tema. Vi fik en informativ oversigt over hele projektet fra initieringsfasen over beskrivelse af de to kohorder og alle de mange sideprojekter, der er tilkommet. DANTHYR er fortsat sprællevende og vi glæder os til at høre om fortsættelsen.

2. del af mødet var en diskussion af oplæg fra arbejdsgruppen Kliniske retningslinier for behandling af thyroideasygdomme hos gravide og nyfødte. Der blev vendt forskellige aspekter af rapporten og arbejdsgruppen har siden lavet småjusteringer og den er klar til udsendelse i den endelige version.

Forårsmødet 2011 er planlagt som et møde med fokus på de unge thyroideaforskere, hvilket har været efterspurgt de sidste par år, hvor bestyrelsen primært har vægtet at holde temamøder gerne med tværfagligt indhold. Der er dels lagt op til fremlæggelse af thyroidea forskning, som er på vej – ”Thyroidea boblere” – dels foredrags konkurrence for forskere under 40 år. Det har krævet en del opsøgende arbejde fra bestyrelsens side at få programmet fyldt ud, men det er lykkes at få et bredt og spændende program.

Det var oprindeligt planlagt, at dette møde skulle være et fællesmøde med de svenske (og norske) thyreodeologer, men svenskerne meldte fra, idet de syntes, det var for sent på foråret og DTS havde svært ved at få det passet ind i februar eller marts. Det er aftalt med svenskerne, at vi forsøger igen en anden gang at lave et fællesmøde i København.

Efterårsmødet 2011 er i støbeskeen som et fællesmøde med Dansk Selskab for Hoved Hals Kirurgi og planlægges afholdt d. 27. oktober på Hindsgavl. Således er mødet fælles for de to selskaber torsdag eftermiddag med emner, som har fælles interesse, og DSHHK fortsætter med møde torsdag aften og fredag. Vi håber på en god tværfaglig dialog, hvor vi regner med at få dialog med en lidt bredere skare af hoved-hals kirurger. Vi forsøger at lægge en session om parathyroidea i relation til DTS delen, idet der kunne være DTS medlemmer med interessere i denne del også.

Forårsmødet 2012 er planlagt som et fællesmøde i København mellem DES og DTS d. 15. marts (der har i år været et betydeligt overlap mellem DTS og DES bestyrelse idet Eva, Peter, Ma-Lou og Birte har siddet i begge bestyrelser). Endeligt emne er endnu ikke helt fastlagt, men ”Thyroidea og hjertesygdom” er ventileret.

Aktive arbejdsgrupper.

Kliniske retningsliner for behandling af thyroideasygdom hos gravide og nyfødte. Arbejdet er aktuelt færdigt og den endelige rapport er lagt/bliver snarrest lagt på hjemmesiden

Nationale retningslinjer under DES: DES arbejder aktuelt med etablering af et nationalt forum m.h.p. at etablere nationale vejledninger – på linje med det arbejde som gynækologerne har lavet i deres ”Sandbjerg” regi og kardiologerne har etableret på www.cardio.dk. DES holder etablerende møde d. 28.-29. oktober m.h.p. at skabe et sådant forum. I relation til dette har Birte på DTS vegne budt ind på at stå for en opdatering af de tidligere retningslinjer om ”Udredning af knuden i glandula thyroidea” og hun kontakter de personer, som deltog i udarbejdelsen af denne rapport m.h.p. at lave et udkast til en nationale vejledning, som kan præsenteres på DES mødet d. 28.-29. oktober.

Patientforeningen.

Der er fortsat god og livlig dialog mellem DTS og patientforeningen og DTS medlemmer stiller op med foredrag til møder rundt om i landet. Henover vinteren og foråret har vi været i dialog om et fælles tiltag i relation til den internationale thyroidea-uge ”Thyroid Week” uge 21 og ”Thyroid Day” d. 25. maj. Vi ville gerne lave en fælles aktivitet, som i offentligheden var med til at øge opmærksomheden om thyroideasygdomme. Resultatet i år bliver et OBS indlæg i TV, som er initieret af Thyroidea Landsforeningen, som også har fundet de økonomiske midler til at producere et sådan indslag på professionel vis. DTS bidrager med et indslag ved DTS formanden om symptomer, diagnostik og behandlings muligheder og hun har også fundet en patient, som stiller op og fortæller om, hvordan hun havde det, da hun var syg, og hvor godt hun har det nu, hvor hun er rask igen. 

Løbende kommunikation.

Vi vil fortsat gerne have løbende dialog på mail med medlemmerne og opfordrer fortsat til at medlemmerne sender informationer, der kan have interesse – f.eks. om phd forsvar o. lign. med tid og sted.

Hjemmeside.

Peter Oturai overtager hvervet som web-master fra Nils Knudsen og vil forsøge at opgrade hjemmesiden.

Medicin.dk

Der har tidligere været en referent fra både DTS og fra DES. Medicin.dk har meldt ud, at man aktuelt kun ønsker en referent – fra DES. Vi er i dialog med DES bestyrelsen, idet vi foreslår, at DTS på vegne af DES er ansvarlig for denne referent.

 Ølstykke d 5 april   Birte Nygaard